Line Reif
Jeg har lige nu kort ventetid.
Jeg er uddannet psykoterapeut MPF og socialrådgiver.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.
I mødet
Et godt samarbejde kræver åbenhed og tillid fra os begge, derfor er det altid min 1. prioritet at arbejde for det. Du vil møde en varm, uhøjtidelig og tryg stemning hos mig. Vi skal sammen skabe en mulighed for der kan opstå nye tanker og forståelser, hvor nye handlinger kan blive prøvet af.
Det er jeg optaget af
Terapien skal give mening. At den skaber håb og udvikling, bedre livskvalitet, øget glæde og energi. Det er vigtigt for mig at samtalerne er meningsfyldte og bevæger sig i en udviklende retning.
Den første samtale er ofte særlig da man ikke helt ved hvad man kan forvente. Det kræver mod at kontakte en terapeut. Derfor møder jeg alle med respekt, nærvær og nysgerrighed.
Metode
Jeg arbejder primært med den narrative terapeutiske tilgang. Her er der fokus på de historier vi fortæller om os selv, og hvilken betydning de har for vores selvværd, vores valg og handlinger. Jeg vil sammen med dig undersøge dine værdier, mål og behov. Og bruge dem som rettesnor i terapien. Jeg vil være særlig nysgerrig på yderligere fortællinger om dig selv, dine glemte erfaringer og negligerede færdigheder.
Du vil også hos mig møde elementer af den kognitive metode og compassionfokuseret terapi, som jeg igennem årene har fundet inspirerende og brugbare.
Erfaring
”Hverdagspsykologien” – at tumle med ting i hverdagen som lavt selvværd, tristhed, utilfredshed, utilstrækkelighedsfølelse, ængstelighed osv. er temaer som jeg ofte har mødt i mit arbejde.
Min primære målgruppe har været unge og unge voksne. Jeg har bred erfaring i behandling af psykiatriske lidelser (inkl. angst, depression, stresstilstande, OCD, bipolar lidelse, personlighedsforstyrrelser og psykoselidelser) og hjulpen unge med psykiske vanskeligheder som følger af ADHD og autisme spektrum forstyrrelser. I den forbindelse har jeg også arbejdet med unges forældre og de vanskeligheder man møder i forældreskabet.
Min brede erfaring kommer fra 2 ½ års arbejde med især unge i Studenterrådgivningen og 10 års erfaring med sårbare og udsatte unge i Aarhus kommune.
Jeg brænder også for konsulentrollen og virket som supervisor og sparringspartner for medarbejdere som arbejder med sårbare unge i kommuner. Jeg har indgående kendskab til de udfordringer man kan møde i arbejdet med den målgruppe men også hvad der kan være personligt svært i dette udfordrende felt.
Kontakt
Jeg ser frem til at byde dig velkommen i mit lokale i Huset Relief eller online.
Hvis du har nogle spørgsmål, så er du meget velkommen til at skrive eller ringe til mig.